- Forside >
- Gode tips og inspiration >
- Sandkassesand – hvilket sand og hvor meget skal du bruge?
Sandkassesand – hvilket sand og hvor meget skal du bruge?
En sandkasse er en af de mest populære legepladser i haven – og en, børn kan bruge timer i. Men det er ikke ligegyldigt, hvilket sand du fylder i. Det rigtige sand er rent, smitter ikke af på tøjet og er nemt at forme til kager og slotte.
I denne guide får du svar på, hvilket sand du skal vælge, hvor meget du skal bruge, og hvordan du bygger og passer sandkassen, så den holder i mange år.
Hvilket sand skal der i en sandkasse?
Godt sandkassesand skal opfylde to krav: Det skal være rent og vasket, så det ikke smitter af på børnenes tøj, og det skal være nemt at forme, når det er fugtigt.
- Sandkassesand er et vasket sand i størrelsen 0-2 mm, der netop opfylder begge krav. Det er det oplagte valg til sandkassen derhjemme.
- Strandsand er et fint sand, der også ofte bruges i sandkasser og giver en blød, strandagtig fornemmelse.
- Certificeret faldunderlag er specialproduceret og godkendt af Teknologisk Institut til brug på legepladser og i sandkasser hos offentlige institutioner. Det er et godt valg til dagplejere, børnehaver og under legeredskaber som gynger og klatrestativer.
Undgå almindeligt byggesand og støbesand. Det er ikke vasket til formålet og kan smitte af og indeholde skarpe korn.
Hvor meget sand skal der i en sandkasse?
En sandkasse bør have et lag sand på 30-40 cm, så børnene kan grave uden at ramme bunden. Du beregner mængden sådan:
Længde (m) × bredde (m) × sanddybde (m) = mængde i m³
Her er nogle eksempler med 30 cm sand:
- Sandkasse 1,2 × 1,2 m: ca. 0,43 m³ = 430 liter
- Sandkasse 1,5 × 1,5 m: ca. 0,68 m³ = 680 liter
- Sandkasse 2 × 2 m: 1,2 m³ = 1.200 liter
- Sandkasse 2,5 × 2,5 m: ca. 1,9 m³ = 1.900 liter
Sandkassesand vejer ca. 1,5 ton pr. m³, så 1.000 liter vejer omkring 1,5 ton. Se flere eksempler i vores guide Hvor meget grus, sand og jord skal jeg bruge?, eller brug vores mængdeberegner.
Vælg den rigtige placering
- Halvskygge: Placer gerne sandkassen, så den får skygge i de varmeste timer. Et træ eller en parasol kan beskytte mod den stærkeste sol.
- Synlig fra huset: Placer sandkassen, så du kan holde øje med børnene fra køkkenet eller terrassen.
- Plant terræn: Vælg et fladt sted, hvor regnvandet ikke samler sig.
Sådan bygger du en sandkasse
- Grav ud: Fjern græs og muld i hele sandkassens areal. Graver du sandkassen 10-20 cm ned, bliver kanten lavere og sandkassen mere stabil.
- Byg rammen: Byg en ramme af træ, fx kraftige brædder eller planker. Vælg træ, der er beregnet til legeområder, og slib kanterne, så der ikke kommer splinter.
- Læg dug i bunden: En ukrudtsdug i bunden forhindrer, at sandet blandes med jorden, og holder ukrudt og rødder ude – samtidig med at regnvandet kan løbe igennem.
- Sørg for dræn: Har du tung lerjord, kan du lægge 5-10 cm drænsten under dugen, så vandet ikke bliver stående i sandkassen.
- Fyld sand i: Fyld sandkassen med 30-40 cm sand, og ri overfladen jævn.
Sådan holder du sandet rent
- Dæk sandkassen til: Et låg eller en net-overdækning holder blade, skidt og katte ude, når sandkassen ikke bruges.
- Ri sandet: Ri jævnligt sandet igennem, og fjern blade, kviste og andet affald.
- Lad sandet tørre: Tag låget af i tørt vejr, så sandet kan tørre og lufte ud.
- Efterfyld og udskift: Noget sand forsvinder altid i løbet af en sæson. Efterfyld hvert forår, og udskift sandet helt efter behov – typisk hvert 2.-3. år, eller når det er blevet beskidt.
Få sandet leveret
Sandkassesand er tungt at slæbe hjem i sække fra byggemarkedet. Hos Maxibag får du sandet leveret i bigbag direkte til din adresse – læs mere om levering.